Ildsjæl og stor bidragsyder (Karen) Marie Illum (1868 – 1939).
Som kvindesagskvinde kunne Marie Illum være skarp i sine udtalelser. Fra 1903 markerede hun sig i Hegnet, Kvindernes Handels- og Kontoristforening (KHKF), oprettet 1898 af bl.a. Emma Gad. Hegnet fik i en periode stillet lokaler til rådighed af A.C. Illum, og Marie Illum sad i bestyrelsen indtil sin død i 1939. Hun fungerede som kasserer, næstformand i flere omgange og formand 1919-23.
Marie Illum var et udpræget ordensmenneske og valgte i mange sammenhænge at koncentrere sig om kassererposten. Det gjorde hun bl.a. i Hegnet og siden i Dansk Kvindesamfund samt i Kvindernes Bygning, hvor hun i mange år forvaltede pengekassen.
I sit arbejde for Kvindernes Bygning var hun med til at skaffe midler til opførelsen af Kvindernes Bygning ved salg af tiøres-fingerbøl gennem familiefirmaet. Kvindernes Bygning blev efter åbningen 1936 i Niels Hemmingsens Gade et hjemsted for KHKF.
I 1909 blev Marie Illum bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds.
Også i parti- og kommunalpolitik var Marie Illum engageret. I 1926 og 1932 var hun opstillet til Folketinget for Venstre – dog uden at blive valgt, og 1929-38 blev hun medlem af Hørsholm sogneråd.
Før sin død i 1939 testamenterede hun 100.000 kroner til Kvindernes Bygning.
Marie Illum flyttede som ung til København, hvor hun gik på Handelsskolen for Kvinder. En handelsskole, som var oprettet af Dansk Kvindesamfund i 1872. Tilknytningen til handelsverdenen blev forstærket ved hendes giftermål med den idérige manufakturhandler A.C. Illum., der 1891 havde lagt grunden til det senere fashionable og kendte stormagasin, der bar familienavnet.