Mælkebøtten som motiv

Af billedkunstner Lene Rasmussen

”Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid” i 1895 var gennemorganiseret. Det aflæses med al tydelighed i udstillingens forhandlingsprotokoller tilbage fra 1893. Hidtil har man anset protokollerne for at være gået tabt, men de dukkede op i Kvindernes Bygnings Arkiv under forberedelserne til denne bog. Det indledende møde om udstillingen i 1893 og de efterfølgende møder i hovedkomité og udvalg er omhyggeligt refereret. Der kan læses drøftelser frem og tilbage om detaljerne i den omfattende satsning, som udstillingen skulle være.

Fra rose til løvetand

Motivet til udstillingens logo skulle i første omgang være en rose. Kammerherreinde Sofie Oxholm, den første præsident for udstillingskomitéen, foreslog den såkaldte ”Valdemarsrose”. Rosen kaldtes sådan efter sagnet om Valdemarsrosen, hvori det hedder, at ved ruinen af Vordingborg Slot, som ofte havde huset Margrethe I, dér voksede en rosenhæk af ”Valdemars roser”, efter Valdemar Atterdag, dronningens fader. Efter Sofie Oxholms tilbagetræden som præsident blev forhandlingerne ledet af den nye præsident, Bertha Buch sammen med vicepræsidenten Emma Gad. En ny plante valgtes nu som udstillingslogo: Mælkebøtten eller Løvetanden, som den kaldtes. I ”Udstillingstidende” fra 21. juni 1895 kan man læse begrundelsen for skiftet: ”Løvetanden har den Egenskab, at ingen af dens enkelte Smaablomster gør Fordring paa noget for sig, men at de alle i skøn Samdrægtighed enes om at danne et smukt samlet Hele, som tillige er af ikke ringe dekorativ Virkning”.

Suzette Holten, født Skovgaard, var hoveddesigner på Kvindernes Udstilling. Det betød, at hun tegnede dekorationer med gennemgående motiver, ligesom hun tegnede vignetter til programmer o.a. Udstillingens hovedindgang i Industriforeningen blev udsmykket med et maleri af den opgående sol øverst over døren, som på begge sider havde malede mælkebøtteranker placeret. Suzette Holten udarbejdede tegningen til et vævet tapet, med en mælkebøtteplante i fuld udfoldelse under lodrette stiliserede søjler af træstammer, med kastanjeløv øverst. Som hovedmotiv over mælkebøtteplanterne sås kvinder i dekorativ leg. Kunstvæveren Emma Fischer stod bag selve vævningen.

Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid var lagt meget ambitiøst an og præsenterede afdelinger med dansk industri og håndværk, litteratur og kunst, husflid, kulturhistorie, skole og undervisning med meget mere.

Blandt udstillerne var naturligvis Den Kongelige Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl. Begge virksomheder leverede desuden forslag til en udstillingsplatte. Bing & Grøndahls platte var udført efter tegning af Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone, og motivet var et portræt af Margrete I. Teknikken til denne platte var håndmaling gennem en gennembrudt skabelon, en såkaldt ponce.

Den Kongelige Porcelainsfabrik havde bedt fire porcelænsmalere om at dekorere hver sit forslag til en udstillingsplatte med mælkebøttemotiv. Det kom der fem platter ud af, malet af Anna Smidth, Bertha Nathanielsen, Jenny Meyer og Marianne Høst. På Den Kongelige Porcelainsfabrik udviklede Frans August Hallin i midten af 1890´erne en særlig platteteknik. Den skulle bruges, når der var behov for at fremstille et antal helt ens eksemplarer. Det var en meget omfattende proces i mange tempi. Processen var så omfangsrig, at man næppe har villet anvende den til de forslag, som de fire porcelænsmalerinder frembragte til udstillingen. Steen Nottelmann fra Royal Copenhagen har undersøgt, om der har eksisteret platteforme til udstillingsplatterne, og det har der ikke. Ud fra gengivelser af de fem platter mener Steen Nottelmann, at man kan konkludere, at de fem platter er håndlavet til at illudere et massefremstillet produkt; men i virkeligheden har de været unikke eksemplarer. Ingen af de fire porcelænsmalerinders platter blev valgt til selve udstillingsplatten. I stedet valgtes en platte udformet af fabrikkens kunstneriske leder, Arnold Krog. Hans platte er holdt i lette farvetoner og viser fnokkronerne fra mælkebøtterne. Den blev sat i produktion, og de 1.200 eksemplarer blev hurtigt udsolgt. Kvindernes fem unikke platter må formodes at være gået tabt efter udstillingen. Det kan nok ærgre én i dag, at de unikke værker, skabt af fine kunstnere, ikke blev påskønnet og gemt for eftertiden.

Suzette Holten blev i 1896 engageret til at tegne en gadeplakat, som skulle reklamere for indsamlingen til Kvindernes Bygning. Indsamlingen var landsdækkende og var ment til at skulle forløbe over fire år fra 1896. Suzette Holten komponerede plakaten næsten symmetrisk med mælkebøtteplanten fra det vævede tapet som en stor midterfigur i klare farver. To bomærker for Kvindernes Bygning befinder sig øverst i hvert hjørne, og ser man nærmere efter, vil man se, at motivet på bomærkerne er omkranset af mælkebøtteranker i stil med rankerne omkring indgangsdøren til Kvindernes Udstilling. I denne bogs afsnit om Kunsten i Bygningen findes en nærmere beskrivelse af plakaten og en billedgengivelse. Selve originalplakaten er gået tabt, men en kopi findes nu på Designmuseum Danmark.
Den næste brug af mælkebøttemotivet blev gjort af Emma Gads yngste søn. I Bygningens repræsentantskabsprotokol refereres fra et møde den 28. oktober 1897:
”Herr. stud. phil. Urban Gad havde gjort Tegning til et Bogmærke, som er reproduceret i 25.000 Exemplarer. Ved Direktør Ernst Boysens Velvilje vil de blive udsendt som Reklame for Kvindernes Bygning”. Bogmærket er et enkelt træsnit med Løvetanden som motiv, trykt i guld.

Peter Urban Gad var den kreative af Emma Gads to sønner. Han hjalp som ung til ved nogle af moderens projekter og udførte dekorationstegninger. I eftertiden er han kendt for sin gerning som manuskriptforfatter og filminstruktør, en pioner i stumfilmsperioden, med samarbejde og ægteskab med filmkunstneren Asta Nielsen.

I nutiden blev brugen af mælkebøttemotivet genoptaget. I 1986 udkom 50-års jubilæumsskriftet for Kvindernes Bygning med titlen ”Historien om Kvindernes Bygning 1896-1936-1986”. Tove Koed, den daværende formand for Bygningen, skrev i forordet: ”Institutionen Kvindernes Bygning er en af milepælene i kvindesagens historie. Den oprettedes i 1896, og i 1936 blev bygningen taget i anvendelse. Med dette festskrift i anledning af Kvindernes Bygnings mærkedage vil vi fortælle om denne del af kvindernes historie.”

Det første Jubilæumsskrift videregav historien, og forsiden prydes af Suzette Holtens lysende mælkebøtteplante fra udstilling og gadeplakat.

I 2011 udkom 75-års jubilæumsskriftet for Kvindernes Bygning, og til brug som forside bad bestyrelsen tegneren Karin Birgitte Lund om at nytegne mælkebøttemotivet. Karin Birgitte Lund var et oplagt valg til opgaven. Hun stod bag tegningerne til de nye danske pengesedler med illustrationer af landets oldtidsminder og broer. Hendes tegning af mælkebøtten har nok udgangspunkt i Suzette Holtens på gadeplakaten. Men nytegningen koncentrerer sig om den ene side af plakatens figur og fremtræder med en næsten gennemsigtig sprødhed. Den viser os en ukuelig plante, der i al sin beskedenhed og skrøbelige fremtoning også har en styrke af næsten foruroligende karakter. Det ses bedst af de grønne blade, hvor det største i sin stærke bevægelse skråt opefter signalerer overlevelse.

Karin Birgitte Lunds nytegning er desuden anvendt som tryk til en løber, der minder én om naturen og samtidig bringer hele den lange fortælling om mælkebøtten og dens egenskaber, også som motiv, frem i bevidstheden igen, når man træder ind i Kvindernes Bygning.

Nyt logo i 2022

I 2022 stod den grafiske designer Annette Lindahl bag et gennemgribende redesign af Kvindernes Bygnings visuelle identitet og website. Det nye logo består af et bomærke og et navnetræk, der tager udgangspunkt i bygningens historie.

Mælkebøtten har siden indsamlingen i 1896 været symbol for Kvindernes Bygning og var derfor oplagt at bruge som bomærke i det nye logo. Annette Lindahl har tegnet mælkebøtten i et stiliseret, grafisk formsprog med et karakteristisk og let genkendeligt udtryk.

Navnetrækket er en optegning af Kvindernes Bygnings originale facadeskilt, som har en del unikke og tidstypiske detaljer fra 1930’ernes art deco-stil. Samtidig har typografien noget tidløst over sig, så den stadig i dag virker tidssvarende. Navnetrækket giver Kvindernes Bygning personlighed og visuel sammenhæng med Bygningens formsprog.

 

Kilder

Kvindernes Bygnings Arkiv: De originale protokoller til ”Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid” 1893-1895.
Kvindernes Bygnings Arkiv: Repræsentantskabsprotokol 1896-1937.
Tidsskrift for Kunstindustri 1895, s. 133 og 135.
Eva Lous: ”Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895”, Rotunden 12, 1999
”Historien om Kvindernes Bygning 1896-1936-1986”, jubilæumsskrift 1986.
”Kvindernes Bygning 1986-2011”, jubilæumsskrift 2011.
Steen Nottelmann, Royal Copenhagen/Fiskars: Mail af den 5. marts 2020 med oplysninger om den historiske udvikling af platteteknikken og udstillingsplatterne 1895 fra Den Kongelige Porcelainsfabrik.