Landsretssagfører, politiker Ingeborg Catrine Hansen (1886-1954).
Oprindelig havde Ingeborg Hansen betragtet kvindesagskvinderne som blåstrømper, hvis sag ikke vedrørte hende. Men efter at være blevet kandidat indfriede hun et løfte til en veninde og meldte sig noget modstræbende ind i Dansk Kvindesamfund. Da hun lærte organisationen at kende på nært hold, blev hun overbevist feminist, og resten af sit liv kæmpede hun aktivt for kvindernes ligestilling på alle felter. 1921-23 var hun formand for Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds, og 1924-26 var hun medlem af fællesstyrelsen. Hun havde derudover en række tillidshverv i andre dele af kvindebevægelsen, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening 1922-27 og for Kvindelige Akademikere 1928-46.
Som medlem af Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen 1929-32 gik hun med ildhu ind i virkeliggørelsen af projektet, og fra 1929 sad hun i Komitéen for Kvindernes Bygning. 1929-39 var hun medlem af hovedbestyrelsen for International Woman Suffrage Alliance.
Ingeborg Hansen, der var det sjette barn i en søskendeflok på otte, stammede fra et konservativt, københavnsk borgerhjem. Gennem sit arbejde blev hun imidlertid overbevist socialist og feminist
I 1902 tog almindelig forberedelseseksamen, og efter et par andre ansættelser havnede hun på sagførerkontor. Arbejdet her inspirerede hende til at uddanne sig til jurist, og i 1912 tog hun studentereksamen fra Wedels Kursus, hvorefter hun begyndte at læse jura. I 1919 tog hun embedseksamen fra Københavns Universitet, og tre år efter fik hun sagførerbestalling. I 1924 blev hun Danmarks første kvindelige landsretssagfører, og 1933 viste hun sig også i anden henseende som pioner, da hun som den første procederede for Højesteret uden at være højesteretssagfører. Hun åbnede egen sagførervirksomhed og fik i forbindelse med skilsmisser og abortsager indblik i mange ulykkelige kvindeskæbner, hvilket påvirkede både hendes politiske og kvindesaglige engagement.
Ingeborg Hansens sociale engagement vaktes, da hun som ung jurist deltog i arbejdet i Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Her fik hun for alvor økonomisk nød og andre sociale problemer ind på livet. Det 14-årige medarbejderskab ved retshjælpen påvirkede hendes politiske tænkemåde, og efter mange overvejelser meldte hun sig 1929 ind i Socialdemokratiet. I 1932 opfordrede socialdemokratiske kvinder hende til at lade sig opstille til Landstinget, hvor hun var medlem 1936-53. Hendes faglige baggrund gjorde hende til et oplagt medlem af Forfatningskommissionen og Toldrådet, ligesom hun sad i Landstingets finansudvalg, 1948-50 som formand. Hun var desuden partiets faste ordfører vedrørende skattelove for told- og forbrugsafgifter. Fra 1936 fik hun sæde i Rigsretten, og 1932-36 var hun medlem af Svangerskabskommissionen. Hun gik varmt ind for at tillade abort af sociale årsager.
Da K.K. Steincke i 1950 blev udnævnt til justitsminister, blev Ingeborg Hansen valgt til formand for Landstinget. Hun blev hermed den første kvindelige parlamentsformand i verden.