Arkitekt Ragna Grubb

 

 

I 1934, da økonomien var på plads til at kunne opføre Kvindernes Bygning i København – der var nu 1 million kroner til projektet – og man endelig kunne indbyde til en arkitektkonkurrence. Som oplæg havde Emma Gads efterfølgere omtrent de samme ønsker for bygningens indretning og funktionalitet som tidligere, – ønsket om et hotel var endda også føjet til listen. Og tidens modernistiske arkitektur og de nye byggetekniske fremskridt gav nu nogle helt nye muligheder for funktion og æstetik.
Man indbød en række kvindelige arkitekter til at udforme forslag til bygningen, og der kom ni forslag, der alle blev udstillet i Akademiets Festsal på Charlottenborg. Det blev den 31-årige Ragna Grubb, der var blevet færdig som arkitekt året forinden, der tog 1. præmien. Konkurrencen og valget af en kvindelig arkitekt udløste disse overskrifter i henholdsvis Berlingske Tidende og Politiken: ”Kvindernes Hus skal bygges af Kvinde-Arkitekter” og ” Kvinde bygger Kvindernes Hus”.
At vælge et så ubeskrevet blad som arkitekt til en så relativ stor opgave i Københavns centrum med et budget på omkring en million kroner siger noget om, at man ikke bare gik efter at sætte en af tidens toneangivende (mandlige) arkitekter på opgaven, hvilket vel ved et andet projekt ville have været sædvane. I stedet ønskede man, naturligvis med det rette projekt, at understrege det kvindelige initiativ helt fra grunden. Interessant er det således i denne forbindelse, at Kvindelig Læseforenings Bygning, som var udstyret med bibliotek, restaurant og hotel for kvinder, og hvis initiativtager var den kendte kvindesagskvinde Sophie Alberti, var blevet opført på Gammel Mønt nr. 1 i København i 1910 af den anerkendte og nyskabende arkitekt Ulrik Plesner (1861-1933), kendt for bl.a. Klitgården i Skagen. Men i 1934 var tiden modnet yderligere, og der var trods alt kommet flere kvindelige arkitekter til, siden den første, arkitekten Agnete H. Hansen, tog afgang i 1915.
Med bygherrens idé som det givne, var det nu op til arkitekten at materialisere denne, så form, funktion og æstetik gik bedst muligt i dialog. Så vidt vides fik Ragna Grubb, og hendes nære medarbejder ingeniøren Ernst Ishøy, frie hænder til dette, og ved rejsegildet i januar 1936 holdt hun, ifølge Socialdemokraten, ”en ganske fortræffelig Tale om sin egen og de mange Medarbejderes Tro og Håb til, at Arbejdet blev udført, så det tjente dansk Haandværk til Ære”. Også Politiken noterede sig en åbenlys tilfredshed med arkitektens planer blandt rejsegildets gæster: ”…der syntes at være en særlig varm Klang i Hurrahråbene…for den kvindelige Arkitekt”.
Ragna Grubb (1903-1961) uddannede sig på et tidspunkt, hvor man som progressiv arkitekt var socialt engageret og meget optaget af, hvordan en velfungerende arkitektur med indbygget etik kunne bidrage til menneskers livskvalitet. Det var først og fremmest tyske Bauhaus med inspirationen fra de russiske revolutionære, men også franske Le Corbusiers ideer og arkitektur, der kom ind som det helt nye. Og herhjemme var det især arkitekterne Arne Jacobsen og Mogens Lassen der omsatte Le Corbusiers ideer til strømlinet dansk funktionalisme, dog næsten udelukkende i enfamiliehuse. En mindre international og formalistisk funktionalisme, mere præget af dansk byggetradition og af pragmatiske hensyn til klimatiske og kulturelle forskelle, blev derimod skabt af arkitekter som Kay Fisker, CF Møller, Poul Baumann og Kai Gottlob. For disse arkitekter skulle de nye ideer udefra kun inspirere og materialiseres, hvis det kunne føre til bedre løsninger, funktionelt såvel som økonomisk, og gerne i etagebyggerier til glæde for de mange.
Kai Gottlob var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole fra 1924-38, og Ragna Grubb arbejdede under sin uddannelse på hans tegnestue fra 1928-32, hos Poul Baumann og Knud Sørensen fra 1933-34 samt hos Palle Suenson i 1934. Som mange af sine kolleger tog hun også til udlandet for at søge inspiration. I 1925-26 var hun således i Frankrig. Men vi ved desværre ikke noget om, hvad hun så eller lod sig inspirere af dér.
Nogle år senere, efter opgaven med Kvindernes Bygning var afsluttet, var Ragna Grubb, der havde etableret egen tegnestue i 1935, stærkt involveret i udformningen af nye familievenlige boligtyper i Foreningen Socialt Boligbyggeri. Velfærdssamfundets accelererende udvikling, præget af store fremskridt inden for teknologi og videnskab, drev arkitekturen til at tænke i nye baner.
Det blev til de fritliggende og parallelle boligblokke med sol til alle, ofte med altaner, og med hensigtsmæssige lejlighedsplaner. Overordnet var den tidlige modernistiske arkitektur drevet af ønsker om funktionelle, sunde og lyse boliger som opposition til usundt slum eller overdreven ornamentik.
Allerede i 1937 trak Ragna Grubb sig imidlertid tilbage fra det erhvervsaktive liv for at fokusere på familielivet og arbejdede herefter kun lejlighedsvis med tegning af nogle enfamiliehuse, design af interiør og møbler samt restaureringsarbejder. Kvindernes Bygning blev dermed hendes hovedværk.
Således fremstår Ragna Grubb i dag som endnu et eksempel fra sin tid på den avantgarde-orienterede, kreative og veluddannede kvinde, der engageret men kort, medvirkede i mellemkrigsårenes modernistiske og kunstneriske projekt for senere at gå over i glemslen.
Hun blev ved Kvindelige Arkitekters 100 års jubilæum på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole i 2008 hædrende omtalt som en af sin tids toneangivende kvindelige arkitekter.
I 2022 har hun fået en fremtrædende præsentation på en udstilling på Dansk Arkitektur Center i København.

Kirsten Arkov, kunsthistoriker