Historien om kunsten i Kvindernes Bygning

Af billedkunstner Lene Rasmussen

Arkitekt Ragna Grubb tegnede Kvindernes Bygning, som blev et visuelt bemærkelsesværdigt byggeri mellem de øvrige ejendomme i Københavns indre by. Det oplever man med egne øjne, når man for eksempel går fra Skindergade en smule ned ad Niels Hemmingsens Gade mod nr. 10. Herfra vil man iagttage, at Kvindernes Bygning føjer sig ganske smukt ind blandt de ældre omkringliggende etageejendomme, uden at konfrontere dem med sin moderne funktionalistiske gadefacade. Set fra den vinkel, oppe fra Skindergade, befinder Kvindernes Bygnings sig fjernest fra én. Gaden drejer lidt, og det gør at bygningens enkle facade med de gennemførte horisontale linjer ses tydeligere. Den lange karnap på 1. sal modvirker monotonien i vinduesrækkerne med fremspringet fra facaden. Karnappens afrundede endeflader og kobbertaget refererer gunstigt tilbage til tidligere tiders dekorative linjer i bygningsfacader.

Ganske som bygningens ydre er bemærkelsesværdigt, er dens indre det: både arkitektonisk og ved anvendelsen af kunst i sammenhængen.

Mit arbejde i Kvindernes Bygning med arkiverne for Kvindernes Bygning og Kvindelige Kunstneres Samfund har givet indsigt i, hvordan dele af de to foreningers historie er flettet sammen. Samtidig har arbejdet i Bygningens kunstudvalg bibragt mig yderligere viden om den konkrete kulturhistorie for bygningen, om kvindernes virke og om de kvindelige kunstnere. Det er med den baggrund, jeg i denne artikel åbner dørene til historien om kunsten i Kvindernes Bygning.

1895 – 1900

Med vedtagelsen af Emma Gads forslag om anvendelse af overskuddet fra ”Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid” i 1895 til en kvindernes bygning var grunden lagt til denne del af verdens første større bygning af kvinder og for kvinder.

Begrebet ”kunst” indeholdes allerede i forslaget. Bygningens 2. og 3. sal skulle anvendes til kontorer ”samt et Par Sale til permanent Udstilling af Kunst og Frembringelser fra andre Områder af Kvinders Arbejde”, som det formuleredes. Ved det første møde i Repræsentantskabet byggedes videre på en idé om gennem salg af platter og en gadeplakat at skaffe penge til en kvindernes bygning. Man vedtog desuden en ”Nationalsubskription”, hvor man med et månedligt bidrag på 25 øre kunne støtte Kvindernes Bygning. Man kunne også bidrage årligt og med et éngangsstøttebeløb.

 

Maleren Suzette Cathrine Holten, f. Skovgaard (1863-1937), fik i 1896 opgaven med at komponere gadeplakaten til indsamlingen for en kvindernes bygning. Hun havde været hoveddesigner under Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid. I den sammenhæng havde hun stået bag dekorationen omkring indgangspartiet til udstillingen, og hertil anvendte hun som motiver den opgående sol og mælkebøtten, udstillingens vartegn.
Den nye gadeplakat gjorde med sin tekst borgerne opmærksom på, at nu kunne man for 25 øre støtte månedligt til fordel for ”Kvindernes Bygning”. Mærkerne til 25 øre er gengivet på plakaten og viser én af Suzette Holtens vignetter, der også blev anvendt på et sølvfingerbøl, som fra Illum solgtes til fordel for bygningen. Fingerbøllet er udover vignetten forsynet med en inskription: ”A. C. Illum, Kvindernes Bygning”. A. C. Illums hustru, Marie Illum, var i en årrække kasserer i Kvindernes Bygnings bestyrelse.

Motivet på henholdsvis fingerbøl og mærke viser to kvinder, der foran den opgående sol knæler ved stablede mursten. Den ene af vignettens kvinder er belæsset med mursten på ryggen. Den anden er i gang med at bygge. En dekorativ frise på mærket med slyngende blomster omkranser motivet, der i sig selv er formet som en bygning, som en mur. Hele plakaten indeholder elementer, som Suzette Holten havde brugt i sine vignetter til ”Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid”. Stilen betegnes som Jugendstil, eller Art Nouveau, og centralt placeret på billedfladen er mælkebøtteplanten i fuld udfoldelse. Mælkebøtteplanten gik som nævnt igen som samlende figur fra Kvindernes Udstilling, og den blev siden valgt til logo for Kvindernes Bygning.
Suzette Holten var opvokset op i et kunstnermiljø hos faderen, maleren Peter Skovgaard. Hun blev maler, ligesom sine to brødre, Joakim og Niels, og fik sin uddannelse hos malerne Carl Thomsen, Lauritz Tuxen og Frans Schwartz. Hun arbejdede med maleri, men også med nyskabende keramik, hvor hun eksperimenterede sammen med Thorvald Bindesbøll, Theodor Philipsen og Elise Konstantin-Hansen. Suzette Holten blev samtidig en del af en netværk for kvindelige kunstnere, der kæmpede for retten til uddannelse og ligestilling, sammen med Johanne Krebs o.a.

Maleren Marianne Mathea Høst (1865-1943) blev valgt til at udføre den platte, som fra 1897 skulle sælges til fordel for Kvindernes Bygning. Hun havde været én af de fire medarbejdere fra Den Kongelige Porcelainsfabrik, som udarbejdede fem forslag til en udstillingsplatte til Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid i 1895. Mælkebøtteplanten, udstillingens logo, skulle indgå som motiv. Hos Marianne Høst er motivet er næsten symmetrisk ordnet: en stor mælkebøtteplante vokser op af jorden, som er skildret i form af tre bølgelinjer (som reference til logoet for Porcelainsfabrikken). Nedenunder står årstallet 1895, med monogrammet for Kvindernes Udstilling, KU, i midten.
I platten til Kvindernes Bygning arbejdede hun også med symmetri; men nu var motivet byen, med to tårne foran en sol med kraftige stråler. I midten ses bogstaverne KB som monogram, og nedenunder årstallene 1896-1900. Da man producerede platten, regnede man meget optimistisk med, at man med indsamlinger i de følgende fire år ville nå op på den ønskede kapital. Sådan gik det desværre ikke – man måtte vente endnu 36 år.

Platten blev produceret i 1.200 eksemplarer og var udsolgt allerede ved udgangen af 1897.
Marianne Høst blev uddannet på Marie Luplau og Emilie Mundts Malerskole og gik i tre år på Kunstakademiets modelskole hos Viggo Johansen fra 1890. Hun blev medarbejder ved underglasurmaleriet hos Arnold Krog på Den Kongelige Porcelainsfabrik og udførte her unikke arbejder såvel som platter. Sideløbende med arbejdet på porcelænsfabrikken arbejdede hun med oliemaleri og udførte desuden tegninger til gobeliner og bogillustrationer.

1936 – 1938

Op til indvielsen af Kvindernes Bygning i 1936 havde bestyrelsen efter et møde den 22. februar 1936 henvendt sig til Ny Carlsberg Fonden om mulighed for en eventuel kunstnerisk udsmykning. Herfra fik man et meget imødekommende svar, nemlig tilbud om et vægtæppe, ”Dronningen af Saba”. Tegningen til tæppet var udført af maleren Ebba Carstensen, og selve vævningen udført af maleren og væveren Astrid Holm.

”Dronningen af Saba” er kompositorisk opbygget omkring en midterakse, hvor to store figurer er placeret: dronningen af Saba står til højre og kong Salomon til venstre. Bag kongen ses en elefant og løver; bag dronningen står hendes terner og medfølgende dyr. Over figurerne rejser sig to palmer og bygningsværker. Ebba Carstensens komposition kan stadig tydeligt ses, selvom farverne er blegnet gennem årene. Tegningen står tydeligt tilbage, og det må antages, at prægtigheden omkring hele fortællingen har været båret af klare farver.

Vægtæppet udsmykkede i mange år restaurant Karnappen. Da Karnappen blev lukket i 1980, blev tæppet af bevaringsmæssige hensyn beskyttet bag glas og ramme og blev ophængt i foyeren til venstre for indgangspartiet.

 

De to kunstnere bag kunstværket, Ebba Carstensen og Astrid Holm, kendte hinanden og havde begge sommerbolig i Horneby ved Hornbæk i Nordsjælland.

Maleren Ebba Nina Beck Carstensen (1885-1967) var født i Sverige og flyttede som barn med sine forældre til Nordsjælland. Hun blev uddannet i Paris og på Kunstakademiet i København hos Lauritz Tuxen og Valdemar Irminger 1909-1913.

I sin netartikel om Ebba Carstensen bringer museumsinspektør på Faaborg Museum, Sofie Olesdatter Bastiansen, et citat af hende fra et interview: ”Det at være Kunstner er vist det bedste et Menneske kan være. Kun faa Ting kan sammenlignes med den Følelse, man har, naar man mærker, at man pludselig magter sine Midler og kan skabe, det man har paa Sinde, og det hænder dog en gang imellem; saa oplever man noget, der bærer en over alle de strenge Arbejdsdage, som er Kunstnerens Hverdag.” Citatet stammer fra tidsskriftet Samleren i 1933, og det fortæller meget om Ebba Carstensens liv, med hendes store indsats med stadige undersøgelser af maleriet og dermed af farve, formsprog og komposition. Hun bevarede det figurative udtryk, forenklet og monumentalt, og udforskede blandt andet mulighederne i mørke jordfarver med lysende kontraster, som for eksempel i kanariefugles fjerdragter, eller et lysende hus i en dunkel skov.

Ebba Carstensen var blandt de kvindelige kunstnere, der i 1916 tog initiativ til foreningen Kvindelige Kunstneres Samfund, og hun blev valgt ind i den første bestyrelse. Hun var én af de malere, der i de første år udlånte billeder til midlertidig udsmykning af den nyligt indviede Kvindernes Bygning.
Det organisatoriske arbejde optog hende, og hun stod også bag stiftelsen af foreninger som Kunst for Varer og Foreningen af Charlottenborgs Malere i 1931.

Maleren og væveren Astrid Valborg Holm (1876-1937) uddannede sig først på Emilie Mundt og Marie Luplaus Maleskole og derefter på Kunstakademiet, på Kunstskolen for Kvinder 1904-1910. Herefter rejste hun til Paris og blev tilknyttet skolen hos Henri Matisse. Ved et senere ophold fik hun undervisning på Manufacture des Gobelins i Paris.

I malerierne forløses Astrid Holms ekspressive og farverige talent. Tiden på Matisseskolen og i det internationale kunstnerliv i byen har tydeligvis været igangsætter for et friere kompositionsarbejde og for brugen af farvernes styrke og mættethed. I maleriet ”Rose dækker bord” fra 1914 ses en næsten klassisk og rolig personskildring i kvinden ved bordet, med en stærk kontrast i den viltre blomsterbuket. Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst.

Astrid Holm havde egen croquisskole i København, og fra 1919 blev hun ansat som den første leder af den nystiftede Kunstnernes Statsunderstøttede Croquisskole.

Vægtæppet ”Dronningens af Saba” blev i 2019 udlånt til udstillingen ”Astrid Holm & Co” på Øregaard Museum. Om teknikken bag vævningen skriver kunsthistorikeren Hanne Abildgaard i udstillingens katalog: ”… den såkaldte flamskvævning, der i samtiden blev betragtet som et godt bud på en tidssvarende gobelin. Flamskvævningen havde ingen særlig udbredelse i Danmark, mens den stod stærkt i Sverige, hvor den især blev dyrket som husflid. I 1928 fremhævede Elsebeth Moltesen i ”Nyt Tidsskrift for Kunstindustri” flamskvævningen som en mere folkelig form for gobelin end den tidskrævende og kostbare ægte gobelin med det meget begrænsede publikum. Samtidig var flamskvævningen en form, der gav mulighed for stor frihed i figurfremstillingen.”

Netop den frihed i måden at væve på var èt af Astrid Holms bidrag til fornyelsen af vævekunsten til en kunstnerisk fri genre, på linje med malerier og skulpturer. Hun fik ansættelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi som lærer i vævekunst i 1924, som den første kvindelige lærer på institutionen.

Astrid Holm modtog legatportioner fra Den Raben-Levetzauske Fond 1909 og 1914, og fra Akademiet 1918 og 1919.

Maleren Christine Swane (1876-1960) er repræsenteret i kunstsamlingen med et monumentalt maleri, ophængt i bestyrelsesmødelokalet på 2. sal.

Ved Repræsentantskabsmødet i Kvindernes Bygning den 9. april 1938 fortæller formanden Karna Nilsson i sin beretning om det forgangne år: ”I Aarets Löb havde vi den Glæde at faa foræret af ”Ny Carlsberg Fondet” et Maleri af Christine Swane, forestillende at være et Motiv fra Tisvilde hegn – jeg vil hellere kalde det en Farvekomposition og synes, det har pragtfulde Farver og virker godt, naar det ses paa Afstand, det hænger i Kabinettet på 1. Sal”.

Karna Nilsson oplevede Christine Swanes store maleri som farver og komposition, og det var godt set. For nok forestiller det et landskab, men i det monumentalt opbyggede maleri havde Christine Swane arbejdet med forenklinger i forskudte flader og med farveskiftenes muligheder for at føre betragterens blik ind i billedet og opad, fra de store mørke graner i forgrunden til de mindre fladers belyste grønne og røde farver i baggrunden, op mod havets og himlens blå.

Bestyrelsen havde god grund til at være glade for gaven. Maleriet ”Udsigt. Tisvilde Hegn”, fra 1937, er bygget op med et formsprog, der peger fremad. Christine Swane hørte til modernisterne i dansk kunst. Hun var søster til maleren Johannes Larsen og blev elev hos maleren Fritz Syberg. Senere blev hun optaget på Kunstskolen for Kvinder i København. Samtidig hermed fik hun undervisning hos maleren J. F. Willumsen. Herved stiftede hun bekendtskab med andre kunstsyn end det mere akademiske på Kunstskolen, som kunsthistorikeren Anne Lie Stokbro nævner i bogen ”Grøn – Modernisten Christine Swane.” Bogen blev udgivet i forbindelse med den store retrospektive udstilling i 2018 på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Maleriet var udlånt til udstillingen, og det blev senere også udstillet på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs, til udstillingen ”Veje til det gode kunstnerliv – Christine Swane og Sigurd Swane” i 2019.

Christine Swane blev medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen i 1936, og hun modtog Eckersberg Medaillen 1943.

Billedhuggeren Augusta Antonette Finne (1868-1951) udførte i 1930 en buste af Emma Gad. I 1936 modtog formanden for Kvindernes Bygning, Karna Nilsson, fra Urban Gad tilbud om at modtage bronzebusten af Emma Gad. Bestyrelsen tog imod tilbuddet med velvilje. Busten blev opstillet ved indgangen til Kvindernes Bygning, men bortkom på et tidspunkt. Lykkeligvis havde man gemt formen og gipseksemplaret, så man fik støbt et nyt eksemplar. Busten er enkel og rolig i sit formmæssige udtryk. Augusta Finne havde udført adskillige portrætbuster, blandt andet af skuespilleren Johanne Dybvad, maleren Vilhelm Wanscher og arkitekt Carl Petersen. Hun var født i Bergen i Norge og startede sine kunstneriske studier på Den kgl. Tegneskole i Kristiania. Hun ville gerne være billedhugger og tog derfor til Danmark, hvor hun fulgte billedhuggeren Stephan Sindings arbejde. Senere blev hun optaget på Modelskolen for Kvinder 1906, og blev elev hos billedhuggeren Vilhelm Bissen i 1908.

Kunstudvalget

For at kunne fortsætte fortællingen om kunsten i Bygningen må vi her springe nogle år frem i tiden først: I 2015 foranledigede en henvendelse om et muligt frescomaleri af maleren Anne Marie Telmányi (1893-1983) et sted i Bygningen os i arkivudvalget til at kontakte Annemarie Balle, formand for Kvindernes Bygning fra 2013. Vi henvendte os både med et spørgsmål om denne mulige fresco – og med et tilbud om at registrere og fotografere de opmagasinerede kunstværker i Kvindernes Bygning, som Bygningens formand fra 1984-2013, Tove Koed, havde fortalt om. Annemarie Balle takkede ja til registreringen, og hun åbnede døre til kontorer, mødesale og til Bygningens forskellige depot- og arkivrum på flere etager. Herefter fotograferede, opmålte og registrerede fotografen Pylle Søndergaard og jeg værkerne. Registreringen var vigtig for både Kvindernes Bygning og for historien om Kvindelige Kunstneres Samfund, idet mange af værkerne er skabt af medlemmer af foreningen.

Det lykkedes ikke at finde frem til en fresco af Anne Marie Telmányi; men ifølge Bygningens protokoller har hun udlånt malerier til ophængning forskellige steder i Bygningen, herunder i foyeren.

Projektet med registreringen af kunsten videreudviklede sig til, at det i Kvindernes Bygnings bestyrelse blev vedtaget at danne et lille kunstudvalg, bestående af formanden Annemarie Balle og to repræsentantskabsmedlemmer, grafikeren Karin Birgitte Lund og billedkunstneren Lene Rasmussen. Det blev af Bygningens bestyrelse godkendt, at malerierne skulle renses og have nye og mere tidssvarende rammer. Processen med gennemgangen af malerierne og valg af rammer førte til mange og gode tankeudvekslinger i kunstudvalget.

Restaureringen blev foretaget af konservatoren Susan Ritterband og hendes team. I 2017 kunne malerierne på ny ophænges i Bygningen efter en overordnet plan, hvori også store print med fotografier fra Bygningens historie og tekster indgik. Derved kunne udsmykningen udbygges med billeddokumentation om Bygningen, dens arkitekt Ragna Grubb, og dens daglige liv. Desuden valgtes at vise billeder og tekster af nogle af de kvinder, der har medvirket til Kvindernes Bygnings tilblivelse og udvikling samt til kvindefrigørelsen i det hele taget: Forfatteren Emma Gad, Bygningens første formand forfatteren Gyrithe Lemche og landsretssagfører Ingeborg Hansen, som var Bygningens administrator i mange år.

I processen med restaurering, indramning og nyophængning indgik værker af malerne Elisabeth Neckelmann og Amalie Michaelsen.

Maleren Elisabeth Neckelmann (1884-1956) skænkede i 1937 ti malerier til ophængning i Kvindernes Bygning. Samlingen rummer flest malerier med motiver fra Odsherred, fra opholdene i Neckelmanns selvbyggede strandhus i Højby Lyng.

 

To blomsterbilleder hører med og et særligt maleri af fire børn. Personerne på billedet er ukendte; men det kunne muligvis dreje sig om hendes tre søstre og en lille dreng. Maleriet, som må antages at være et tidligt værk, blev opdaget af kunstudvalget ved udtagelsen til restaurering: det er nemlig malet på bagsiden af et maleri af to ældre mennesker, der hviler sig ved en mark.

Kunstudvalget skulle træffe beslutning om, hvilket af de to malerier, der skulle ”vende udad” og valgte det tidlige motiv. Gåden om identiteten på personerne kan måske løses på et tidspunkt ved sammenligning med Neckelmanns personskildringer i øvrigt, som for eksempel et maleri af hendes tre voksne søstre sammen med moderen.

Elisabeth Neckelmann voksede op med fynbomaleren Peter Hansen som stedfader, og hendes evner for at male og klippe i papir blev her stimuleret. Hun modtog siden undervisning på Teknisk Skole af maleren Fritz Syberg; men ellers var hun autodidakt. Hun udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1912-1914 og adskillige gange på Charlottenborgs censurerede udstillinger. De fleste af hendes malerier er i privateje, hvilket ofte var tilfældet med de kvindelige kunstneres værker dengang. En særlig glæde fik hun ved salg af værker til maleren Kristian Zahrtmann.

Kunsthistorikeren Rikke Zinck Jensen bringer i sin netartikel om maleren Kristian Zahrtmann et udateret brev fra Elisabeth Neckelmann til stedfaderen, maleren Peter Hansen. Herfra citeres: ”Jeg var igaar paa Den Fri for at tegne dit Billede til Kunstforeningen da jeg traf Zahrtmann. Vi talte længe sammen om Kunst og min Kunst, der er nu ingen jeg føler mig saa fri over for som Zahrtmann. Han var mest glad ved dit Billede fra Holte, der hvor Bimse staar op, i alt mange gode Ord om det, og da jeg nu netop var ved at tegne, bad man mig gøre en Tegning efter det som jeg skulde faa 100 Kr. for. Jeg var jo en besvimelse nær, tænk 100 Kr. Naa! Saa i Dag faar jeg brev fra Zahrtmann hvori han bestiller et lille lærred med 2 Tulipaner som han ogsaa vil give mig 100 Kr. for. Tænk at jeg skal male et billede til ham, det er jeg meget betaget af. Ikke at jeg tror han bryder sig om min kunst, men at han vil støtte den, han som ellers ikke synes om Malerinder – det er mageløst.”

Det blev skelsættende for Kvindelige Kunstneres Samfund, at Elisabeth Neckelmann blev valgt som formand i 1924, en post, hun bevarede til 1954. Hun indledte en målrettet kamp for kvindelige kunstneres ligestilling med de mandlige og udbyggede samtidig samarbejdet med de øvrige kunstnerorganisationer.

Først sent modtog Elisabeth Neckelmann påskønnelse for sit malertalent. I 1938 modtog hun et legat fra J. R. Lunds Fond, og i 1941 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.

Maleren Amalie Michaelsen (1888-1960) er repræsenteret i Kunstsamlingen med et oliemaleri med vintermotiv. På et medlemsmøde i Kvindelige Kunstneres Samfund i april 1937 valgtes hun til at bistå ved ophængning af malerier i Kvindernes Handels- og Kontoristforenings nye lokaler i Kvindernes Bygning, sammen med maleren Magdalene Hammerich. Udstillingerne skulle skifte hvert halve år.

Amalie Michaelsen skænkede maleriet til Kvindernes Bygning i 1937. Det har titlen ”Sneen køres bort fra Grønttorvet” og viser angiveligt udsigten fra hendes vindue i Linnésgade 36A.

 

I et interview i Ekstrabladet 20. september 1940 fortæller Amalie Michaelsen: ”I de senere år har jeg lagt megen vægt på vinterlandskaber; det har fængslet mig at arbejde med sort og hvidt samt de afskygninger og nuancer, som kommer i betragtning på snebilleder”. Sneens farvenuancer spiller i maleriet sammen med rødokker og grønne farvetoner i dørpartierne og på bygningerne omkring torvet og de mørke mennesker og heste. Billedet må siges at befinde sig på tærsklen til det moderne maleri ved sin forenklede form og pastose teknik, malet som det er med spatel.

Amalie Michaelsen modtog i 1942 J. R. Lunds Legat og Aug. Schiøtt 1944.

Kvindernes Bygning lånte værker af medlemmer af Kvindelige Kunstneres Samfund til ophængninger i nogle af de større rum i Bygningen. Som ovenfor nævnt bistod Amalie Michaelsen ved ophængningen. De udlånte værker var af blandt andre Ebba Carstensen og Anne Marie Telmányi.
En anden mulighed for samlede visninger af enkelte kvindelige kunstneres værker i bygningen indtraf, da det i 1968 blev muligt at foretage skiftende ophængninger af malerier i restaurant Karnappens lokaler. ”Malerisalen” blev én af salene kaldt.

Samtiden

I forbindelse med den store renovering af Bygningen i 2009 blev malerier og andre kunstværker nedtaget og opbevaret i fjerndepot. Malerierne var gulnede af mange års samliv med cigarrøg og sollys, og mange sad løst i rammen. De blev efter den bekostelige bygningsrenovering bevaret, som de var, i Bygningens depotrum i stueetagen. I stedet valgte bestyrelsen at udsmykke gangarealerne og foyeren med forskellige kunsttryk og plakater.

Kunsttrykkene fra Politiken var udført af Gudrun Thorgerd Erna Poulsen (1918-1999) og Malene Hartmann (f. 1974).

Gudrun Poulsen var uddannet på Kunstakademiet 1945-1952 hos Vilhelm Lundstrøm, Kresten Iversen og Elof Risebye. Hun arbejdede med motiver fra naturen, i særlig grad landskaberne og dyrene fra Møn, hvor hun opholdt sig en stor del af året. Desuden beskæftigede hun sig med religiøse motiver og udsmykkede blandt andet Kvols Kirke og Feldborg Kirke. Politikens grafiske særtryk er et heliografi med titlen ”Alle dyrene”.

Gudrun Poulsen modtog Eckersbergmedaljen i 1989. Hun var formand for Kvindelige Kunstneres Samfund i 38 år, fra 1954 til 1992.

Malene Hartmann udførte særtrykket ”Efterbillede (Solsort)” til Politiken i 2009. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i 2000 og arbejder med maleri, grafik, skulptur og collage. I 2020 udstiller hun på en gruppeudstilling i det sydlige Kina, i havnebyen Xiamen. Om Malene Hartmanns bidrag hedder det i netmagasinet Kunsten.nu: ”Malene Hartmanns Passage er dannet af bearbejdede stofbaner med horisontale og vertikale mønstre som genfindes i landskaber og natur”.

Hun har modtaget Statens Kunstfonds Arbejdslegat, Akademirådets Rejsefond, og var i 2012 indstillet til Carnegie Art Award.

Grafikeren og tegneren Karin Birgitte Lund (f. 1946) har udført et specielt værk til Kvindernes Bygning.

Til forsiden af Kvindernes Bygnings jubilæumsskrift 1986-2011 nytegnede Karin Birgitte Lund det tidlige mælkebøttemotiv. Udgangspunktet for tegningen er med få undtagelser den højre halvdel af Suzette Holtens fuldt udfoldede mælkebøtteplante på gadeplakaten fra 1896. Men de to kunstneres udtryk er vidt forskellige: Suzette Holtens svajende stængler og blade fremtræder kraftigt i deres forenklede og farverige fylde, hvor Karin Birgitte Lunds mælkebøttes blade og stængler er næsten æteriske i rummet, som om de er ved at gå i èt med universet. Den fuldt udfoldede blomst er til gengæld nærværende varm og fuld af farve, og er da også opsøgt af en energisk arbejdende bi.

 

Motivet er gentaget i meget stort format i en løber, som pryder indgangen til Bygningen.

Tegnekunsten har i Karin Birgitte Lund en fornem og kompromisløs repræsentant. Hendes tegninger, som ofte er i meget stort format, kan opleves meget forskelligartet tæt på og langt fra. Fra stor afstand genkendes motiverne; meget tæt på opløses formverdenerne, og man ser nærmest ind i et kosmos af partikler.

Studielokalerne i Kvindernes Bygning har været arbejdsrum for kunstnere med særlige opgaver. Således også Karin Birgitte Lund, der blev udvalgt blandt otte kunstnere til at tegne Danmarks nye seddelserie. Direktøren for Nationalbanken, Torben Nielsen, udtalte i 2007 i en pressemeddelelse om valget: ”Karin Birgitte Lund viser i sit idéoplæg broer som bindeled, ikke alene mellem landsdelene, men også mellem fortid og nutid. Oplægget indeholder fornemme naturalistiske kvaliteter, og hendes fine streg og klassiske udtryk vil gøre sig flot på de kommende pengesedler.” Bedre kan det næsten ikke siges. Og karakteristikken kan anvendes på Karin Birgitte Lunds værk som sådan. Hun udførte arbejdet med tusindkronesedlen i et Emma Gad-lokale i årene 2010-2011.

Karin Birgitte Lund blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi hos professorerne Palle Nielsen og Søren Hjorth Nielsen i årene 1968-73. Hun er medlem af Vrå Udstillingen, og hendes værker kan ses på Fuglsang Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum og Skovgaard Museet samt på Kastrupgaardsamlingen. Hun har modtaget adskillige legater, blandt andet Dronning Ingrids Romerske Fond 1987-1996 og Wilhelm Pachts Kunstnerlegat 1994.

Billedkunstneren Lene Rasmussen (f. 1950), skribenten af denne artikel, arbejdede i et studielokale i Kvindernes Bygning fra 2011. Her udarbejdedes flere tegninger af udsigten mod Helligåndskirken, pladsen og rummet over mod de omkringliggende huse. Den største tegning viser kirken og pladsen i et ”fugleperspektiv”. Og tegningen er netop udført i et lokale på 3. sal. Udsigten er enestående. Herfra kan iagttages den store kirkeplads, hvorfra den mægtige murstensbygning rejser sig. Hvor mægtig, den er, findes der forskellige målestokke for – for eksempel kan den måles med øjemål på, at de gråspurve, der letter fra jorden og flyver lodret op mod taget, er meget små at se på, og det tager dem lang, lang, lang tid at flyve lodret fra jorden og så højt op til deres ly ved kirkens tagrender.

 

Tegningen er deponeret i Kvindernes Bygning og hænger i bestyrelseslokalet. Om selve tegnearbejdet kan fortælles: ”Når jeg arbejder, har jeg den direkte iagttagelse som udgangspunkt, det vil sige synsoplevelserne, der er meget forskelligartede over tid. Lige som lyset skifter, og lige som årstiderne skifter. Jeg valgte vinteren som tiden til at tegne kirken i det store format, fordi træerne da er uden løv. Deres grene rækker ud i rummet og leder blikket rundt i det. Der opstår desuden et samspil mellem bygningens geometri og grenenes frie organiske bevægelser.

Kærligheden til det rumlige aspekt stammer med sandsynlighed fra min uddannelse på Kunstakademiets billedhuggerskole. Her arbejdede jeg med form og ikke mindst med rum. I mine år dér hos professor Erling Frederiksen blev vi skolet i de klassiske billedhuggerdiscipliner, herunder også studietegning. Tegningen i Kvindernes Bygning fik titlen ”Den indre by”.”

Lene Rasmussen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole 1973-80. Hun er repræsenteret på Vendsyssel Kunstmuseum, Egnssamlingen i Saltum, Kunstbygningen i Vrå/Engelundsamlingen, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. Lene Rasmussen vandt Akademiets lille Guldmedalje med en tegning ved opgaven 1991: ”Paradishaven”. Hun er medlem af kunstnersammenslutningen Corner og Vrå Udstillingen.

Væveren og maleren Grete Balle (f. 1926) har ved flere lejligheder udlånt værker i Kvindernes Bygning gennem længere tid. De to vævninger ”Mellem luft og vand” fra 1989 samt ”Gennem rødt land” fra 1987 har smykket væggene.

Størstedelen af kunsten i Kvindernes Bygning repræsenterer det figurative udtryk. Grete Balle arbejder derimod i et spontant abstrakt billedsprog, hvor farverne og forskelligartede strukturer udgør fortællingen i sig selv. I vævningerne ses forløb og brydninger, som leder tankerne hen mod naturens største kræfter: Selve dannelsen af landskaber med jorden, vandet, luften og ilden.

 

Grete Balle mestrer desuden kunsten at samarbejde med andre kunstnere i konkrete værker. Hun færdedes gennem sit ægteskab med COBRA-maleren Mogens Balle i et miljø med mange internationale kunstnere, og i værket ”Tendre strates” fra 1966 skrev digteren og medstifteren af COBRA-bevægelsen Christian Dotremont et spontandigt på et lærred, hvorefter Grete Balle udførte en billedsyning på skriften med tråd. Værket tilhører Horsens Kunstmuseum.

Grete Balle udviklede vævekunsten fuldt ud til et progressivt eksperimenterende arbejde. I 1960´erne arbejdede hun sammen med væveren Franka Rasmussen og keramikeren og tekstilkunstneren Birte Weggerby målrettet for at sikre ligestilling mellem de nye tekstile udtryk og de billedkunstneriske udtryk, sådan at billedvævninger sikredes samme form for bedømmelse på de censurerede udstillinger som maleri og skulptur.

Grete Balle har udsmykket flere danske kirker. Hun har siden 1998 modtaget Statens Kunstfonds livsvarig ydelse og andre legater, bl.a. Henry Heerups Legat, hæderslegat fra billedhugger Gottfred Eickhoff og hustru, maleren Gerda Eickhoffs legat samt Ole Haslunds hæderslegat.

Maleren Anna Klindt Sørensen (1899-1985) er den kunstner, som senest er repræsenteret i kunstsamlingen i Kvindernes Bygning. Her drejer det sig om seks originale litografier, som i 2019 blev skænket af Anna Klindt Sørensens Fond.

Et af litografierne er plakaten til Anna Klindt Sørensens udstilling i Studio Schrader i Kvindernes Bygning i 1942. Et andet er et portræt af udstillingsveninden gennem mange år, maleren Margrethe Clausen. Anna Klindt Sørensen arbejdede på Grafisk Skole på Kunstakademiet, frit og næsten legende på den litografiske sten. Der er dog altid en underliggende kompositorisk disciplin af figurerne på billedfladen. Litografierne er trykt i ganske små oplag.

 

Anna Klindt Sørensen var en monumental og ekspressionistisk maler, tegner og grafiker. Fra 1922 og i en længere årrække uddannede hun sig i Paris hos malerne Marcel Gromaire, Fernand Legér og André Lhote efter at have afbrudt sine studier på Kunstakademiet i København. Portrætterne, modelstudierne og de monumentale landskaber blev udstillet på blandt andet kunstnersammenslutningen Decembristerne, hvor hun var medlem fra 1942.

Hun blev medlem af bestyrelsen for Kvindelige Kunstneres Samfund fra 1949 og æresmedlem i 1970. Hun var stærkt engageret i at bringe ulighederne mellem kvinders og mænds muligheder for at leve som professionelle kunstnere ud af verden.

Det var derfor hendes store ønske, at barndomshjemmet i Ry, Villa ”Petersborg”, sammen med den store have skulle indrettes som museum for kvindelige kunstnere. Hun indsamlede værker, der sammen med hendes egne skulle udgøre grundstammen i samlingen. Visionerne var store, men virkelighedens krav til bl.a. driftsøkonomi satte en stopper for de gode tanker. Boet efter Anna Klindt Sørensen blev i stedet inddraget i en fond, Anna Klindt Sørensens Fond, hvis hovedformål er at uddele legater til kvindelige kunstnere.

Anna Klindt Sørensen modtog Tagea Brandts Rejselegat i 1955, Eckersberg Medaljen i 1963 og den højeste anerkendelse for danske kunstnere, Thorvaldsen Medaljen, i 1976.

Ny udstillingsplatform

Nogle af kunstværkerne i Kvindernes Bygning har de seneste år været udlånt til større udstillinger på kunstmuseer. Det gælder det store vægtæppe ”Dronningen af Saba”, som har haft plads i foyeren. Efter nedtagningen fra væggen opstod et tomrum, og det viste sig, at der kunne gives plads til en nyskabelse ud mod Niels Hemmingsens Gade: En midlertidig udstillingsplatform – ”ARIEL – FEMINISM IN THE AESTETICS”, så dagens lys sidst i 2019, med skiftende visning af ny eksperimenterende kunst, initieret og kurateret af kunsthistorikerne Nina Wöhlk og Karen Vestergaard Andersen. Udstillingerne suppleres med ”Readings” og workshops med kunstnerne, der udstiller. De første kunstnere har været Mathilde Carbel med værket ”Curtain Drop”, Astrid Svangren med værket ”I know she is light and faithless” og gruppen FCNN/Feminist Collective with No Name.

 

Efterord

Kvindernes Bygning er som nævnt den eneste af sin art i verden. Den årelange dialog fra 1895 og fremover om den kommende bygnings formål, finansiering og virkeliggørelse gør Bygningen og dens skare af medvirkende kvinder til et helt specielt historisk kulturmiljø. Fra Emma Gads første skriftlige idéudkast i 1895 har kunst og udstillinger været i tankerne, og da nybygningen stod færdig i 1936, var et af bestyrelsens ønsker kunstnerisk udsmykning, selv om økonomien var stram.

I går, i dag og i morgen: billedkunsten vil altid beholde sin værdi for mennesket. Måske særligt nu på baggrund af, at den sansede virkelighed, oplevet gennem øjet/sindet hos den enkelte, befinder sig i stadig større udfordring fra den digitale virkelighed, som også omfatter kommercielle og politisk styrende billeder, som blandes næsten frit mellem det seriøse stof. I et moderne samfund er det digitale højst anvendeligt og uundværligt på utroligt mange positive måder, også inden for kunsten. Malerierne, grafikken, skulpturerne, performancekunsten og installationerne, med udgangspunkter i det sjælelige, kan imidlertid lige som andre kunstarter få os til at se på verden og medmennesket med helt nye øjne: I det direkte møde lige over for kunsten, med egne sansninger af stoflighed, farve, form og rum, har vi størst mulig frihed til at spejle os og møde det oprindelige fællesmenneskelige evighedssprog.

Kilder

Kvindernes Bygnings Arkiv: Protokoller m.m. til ”Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid” 1893-1895.
Kvindernes Bygning Arkiv: Protokoller m.m. til Kvindernes Bygning fra 1896 og fremefter.
KKS-arkivet, Kvindelige Kunstneres Samfunds Arkiv: Protokoller fra 1916 og fremefter.
Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Kvinfo.
Weilbachs Kunstnerleksikon.
”Historien om Kvindernes Bygning 1896-1936-1986”, tekst af Grethe Holmen, udgivet af Kvindernes Bygning 1986.
”Kvindernes Bygning 1936-2011”, tekster af Grethe Holmen og Lone Sewerin, udgivet af Kvindernes Bygning 2011.
”Rotunden” nr. 12, artikel “Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895”, v. Eva Lous. Statsbiblioteket I Aarhus 1999.
Ekstrabladet 20.09.1940: Interview med maleren Amalie Michaelsen.
”Anna Klindt Sørensen 1899-1985”, udstillingskatalog 2014, tekst af Troels Andersen. Udgivet i forbindelse med udstillingerne på Rønnebæksholm og Kunstcentret Silkeborg Bad.
”Anna Klindt Sørensen – det grafiske værk”, redaktion, indledning og fortegnelse af Dorte Kirkeby Andersen, udgivet i 2017 af Anna Klindt Sørensens Fond.
“Astrid Holm & Co”, forskningsbaseret tekst af Hanne Abildgaard i udstillingskatalog 2019 til Øregaard Museums udstilling ”Astrid Holm & Co”. Redaktør Sidsel Maria Søndergaard.
”Grøn. Modernisten Christine Swane”, 2018, tekst af Anne Lie Stokbro m. fl, redaktion Anne Lie Stokbro, Erland Porsmose, Mette Ladegaard Thøgersen. Udgivet af Johannes Larsen Museet i forbindelse med udstillingen af samme navn.
Om Grete Balle i artiklen ”At slå hul på den vævede flade – nytænkende tekstilkunst på Kunstnernes Efterårsudstilling” af Annemarie Balle i ”100 års øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund”, 100 års jubilæumsantologi udgivet af forlaget Saxo 2014. Redaktører Charlotte Glahn og Nina Marie Poulsen.

Elektroniske kilder:
Ebba Carstensen: www.kks-kunst.dk/arkivet Online artikel af Sofie Olesdatter Dennig Bastiansen.
Elisabeth Neckelmann i udateret brev til Peter Hansen, citat fra Rikke Zinck Jensen: ”Alternative kvinderoller i Kristian Zahrtmanns historiemalerier”. Online tidsskriftet ”Perspective” juli 2019. https://perspective.smk/alternative-kvinderoller-i-kristian-zahrtmanns-historiemalerier (besøgt den 6. februar 2019).