Kvindernes Bygnings historie

Nedenstående bygger på indholdet i Historien om Kvindernes Bygning 1896 – 1936 – 1986, udgivet af Kvindernes Bygning under redaktion af Tove Koed og Edith Kjærsgaard, 1986, og på Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895, i Statsbibliotekets tidsskrift, Århus Universitet, 1991, ved Eva Lous. Mange af datidens fremtrædende kvinder arbejdede ihærdigt med sagen. Om deres uvurderlige indsats henvises til ovennævnte skrifter. Nogle årstal og en person er ganske fremherskende ved læsning af det materiale, der er tilgængeligt om Kvindernes bygning. Det er årstallene 1896, 1936 og 1986 og personen er admiralinde Emma Gad (1852 – 1921). Der er næppe tvivl om, at Emma Gad må tilskrives en stor del af æren for, at Kvindernes udstilling i 1895 blev en realitet. Det var også hende, der i årene, der fulgte, fik ideen til at søge at få opført en Kvindernes Bygning. Til en avis i forbindelse med Kvindernes udstilling i 1895 svarede fruen på spørgsmålet, om hun var interesseret i kvindesagen ”Det vil jeg slet ikke sige, at jeg er”. Og til spørgsmålet, om hun ønskede kvindelig stemmeret, var svaret ”Nej”. To år senere skrev hun i en artikel, at efter at have mødt mange dygtige kvinder i deres virkefelter, har hendes syn på mange ting ændret sig. Efter Kvindernes udstilling var der et økonomisk overskud på godt 13.000 kr. Det var dette beløb, som Emma Gad foreslog som startkapital til opførelse af Kvindernes Bygning. Hendes vision var en bygning, en selvejende institution, indeholdende de nødvendige kontorer samt en forsamlings- og foredragssal, der også ville kunne anvendes til udstillinger, en læsesal for arbejdersker, en restaurant uden drikkepenge, et gæstehjem for provinsens kvinder, tidssvarende gymnastik- og badefaciliteter, en kogeskole, en klinik med kvindelige læger og desuden boliger for enligtstillede lærerinder, kvindelige kommis’er m.m. Udstillingskomiteen blev i store træk omdannet til Kvindernes Bygnings repræsentantskab, som holdt sit første møde i september 1896. Her besluttedes det at intensivere indsamlingen til opførelse af en bygning. Som årene gik, øgedes formuen til ca. 75.000 kr., herunder ved renter, testamentariske gaver, en orkidéudstilling, et lotteri, en kvindelig sportsbegivenhed, et par koncerter og ved salg af porcelænsplatter. Der var mange trakasserier i repræsentantskabet, 1. verdenskrig måtte overstås, og samfundet ændredes. Der var nu adgang for alle til biblioteker, Clara Raphaels hus var blevet etableret for enlige erhvervsaktive kvinder, ”Kvindernes køkken” var blevet oprettet, og kommunen havde etableret badeanstalter. Flere kvindeforeninger meldte sig trods dette som interesserede i at støtte op om ideen om en bygning og at være med i repræsentantskabet. Men det blev ikke før i maj 1929, at man skrev skødet under og overtog Niels Hemmingsensgade nr. 8-18, 6 matrikelnumre bebygget med gamle ejendomme. Prisen var 500.000 kr. med en udbetaling på 77.500 kr. og overtagelse af to sparekasselån på 322.500 kr. og udstedelse af sælgerpantebrev på 100.000 kr. Processen gik i gang med nedrivning og byggemodning. Som arkitekt valgtes Ragna Grubb. I januar1936 holdtes rejsegilde, og bygningen blev så taget i brug i 1937. Byggeomkostningerne incl. nedrivninger androg 1.125.000 kr. Ejendommens grundareal er stærkt udnyttet. Der blev 4 butikker og på 1. sal mødesal og restaurant. På 2. og 3. sal blev kontorer bl.a. til kvindeforeninger, og 4. og 5. sal etableredes Hotel Cecil. Desuden to store sale i underetagen, bl.a. ved at disse blev bygget ud under gårdarealet. Økonomien var undertiden noget anstrengt, tiderne skiftede og hermed behovene. I 1970 – 80erne foretoges en del ændringer. Under Det kgl. Teaters ombygning af gamle scene flyttede teatervirksomheden til underetagen i Kvindernes Bygning som Gråbrødrescenen for en 10-årig periode. Restaurant og hotel blev nedlagt og lokalerne forandret og udlejet til henholdsvis advokater, et privat firma og en af de større organisationer på hver sin etage. Da Det kgl. Teater i 1991 flyttede ud, flyttede Copenhagen Jazzhouse ind. Under Tove Koeds formandsperiode er økonomien forbedret, således at der nu kan rummes kontorarealer for billig husleje til kvindeforeninger og kvindelige specialestuderende og ph. d.- studerende, ligesom Kvindernes Bygnings Fond er oprettet.

Kvinderne Bygnings formænd siden bygningens opførelse:

Karna Nilsson 1928-1942; Elna Rasmussen 1942-1961; Karen Schack 1961-1970; Karen Sabroe 1970-1972; Dagmar Henriksen 1972-1982; Anne-Marie Bruun 1982-1984; Tove Koed fra 1984-2013 og Annemarie Balle 2013-.

Kvindernes Bygnings logoer

Mælkebøtten var oprindelig symbol for den indsamling til Kvindernes Bygning, som blev sat i gang i 1896.
Det blev tegnet af den kvindelige kunstner Suzette Holten Skovgaard og opbevares i dag på Designmuseet i København (Det daværende Kunstindustrimuseum). Derfor bruges mælkebøtten stadig som bomærke for Kvindernes Bygning.
Mælkebøttemotivet blev i 2011 nytegnet af billedkunstner Karin Birgitte Lund.
Billedkunstner Karin Birgitte Lund (1946-) havde arbejdslokale i Kvindernes Bygning, mens hun tegnede motiverne til de danske pengesedler, som blev udgivet i perioden 2009-2011.
Karin Birgitte Lunds gentegning af mælkebøttemotivet benyttes i dag bl.a. på den måtte, som ligger i indgangspartiet.

Se ældre billeder af Kvindernes Bygning Edith Kjærsgaard, 30 april 2009

Se ældre billeder og artikler om Kvindernes Bygning